Inspektør Svagstrøms Julehemmelighed

"Åh. Himlen være lovet! Så kom du alligevel hjem til jul, lille far!" Gunhild slog hænderne sammen af henrykkelse ved synet, da hun så sin lille mand stå derude i sneen, bleg, frysende og overarbejdet. Hun og lillepigen havde ellers på det nærmeste opgivet håbet om at se deres højtelskede husbond og far hjemme til jul. Thi ganske vist elskede han dem højt, det sagde sig selv, men de vidste jo, at han var en inspektør af den gamle skole, en mand af ære, en hædersmand, der altid havde sat arbejdet og pligterne over alt andet. Disse egenskaber havde forlængst gjort ham til en kendt og agtet skikkelse inden for museumsverdenen. Når talen faldt på inspektør Thorbjørn Svagstrøm, blev der altid stille omkring bordet. Han var standens idol og forbillede. En dydens skyttegravssoldat, dybt nedgravet i sine arbejdsmarker. Ingen havde nogen plet at sætte på ham. Aldrig en sygedag havde han haft, altid mødte han punktligt på sit kontor, og ingensinde forlod han sin post, før skrivebordet var ryddet. Ingen havde nogensinde set ham beruset eller omtåget. Og den flue, der fra sin væg iagttog hans fremfærd under afdelingens berygtede julefrokoster, forstod instinktivt, hvorfor han gik under kælenavnet ’den dadelfri excellence’. Ja, i grunden havde han vel ingen laster overhovedet - bortset lige fra en hæmningsløs hang til grøntsager.

Og nu var far så kommet hjem. Med nitoget fra hovedstaden, en højhellig julekvæld. Han havde såmænd haft hele togstammen for sig selv, men han havde alligevel sat sig ind i en stillekupé for princippets skyld. Rejsetiden havde han forkortet ved at gøre kål på en dejlig friskopgravet biodynamisk selleri - noget han ikke ville drømme om at gøre i et offentligt befordringsmiddel, dersom der var andre rejsende til stede. Han havde såmænd også siddet og talt med sig selv, men kun ganske lavmælt, det var jo trods alt en stillekupé, og Thorbjørn Svagstrøm var ikke en mand, der ønskede at tilsidesætte Statsbanernes Regulativ for Personbefordring. Og han havde nok at tale om med sig selv. De seneste uger havde været umådelig travle for den pligtopfyldende inspektør. Afdelingens gamle og uhumske magasiner havde skullet ryddes inden jul, og de mange fine museumsgenstande var nu omhyggeligt og nænsomt blevet flyttet til nye og mere betryggende lokaliteter. Der måtte for himlens skyld ikke tilstøde dem noget under transporten - og hele dette store projekt havde derfor grånet de få hår, han havde tilbage på sin store, blanke forskerisse. Det havde været vanskeligt at nå det hele, og den sidste måneds tid var han derfor blevet på sin arbejdsplads dag og nat for at udnytte hvert ledigt minut og nå det hele inden den store aften. Men nu sad han i det frembrusende regionaltog og fornøjede sig med sin rodfrugt, mens en næppe hørbar hvisken undslap hans smalle læber. Men hvad var det, han hviskede? Jeg ved det ikke. Det var så svagt, at selv han selv næppe kunne opfatte det. Men det var noget godt, det kunne han ikke skjule. Det var tydeligt for enhver, at Inspektør Thorbjørn Svagstrøm sad her fattersalene i juletogets stillekupé og betroede sig selv en sød julehemmelighed.

I alle disse dage havde Gunhild og lillepigen gået rundt og sultet og savnet. Thorbjørn havde sin sædvane tro taget dankortet med, da han rejste til staden, og ganske vist lå der fem runkne kålrabi i urtekammeret fra forrige sæson, men da de var fortæret, var der kun potteplanterne tilbage, når aftensmaden skulle tilberedes. Dette havde trukket store veksler på Gunhilds fantasi, og selv om lillepigen ikke var nogen kræsenmås, havde hun haft svært ved at fremhykle en blot nogenlunde tilforladelig begejstring for en menu, bestående af Pelargoniepaté, Indbagte Alpevioler og Svigermors Tunge i Skarp Sovs. Men værst af alt var det dog, at julemiddagen syntes at være i fare. De plejede ellers altid at starte med en Kold Ranunkelsuppe med Fennikelboller, fortsætte med en Opulent Blomkålsgratin med Valnøddefarserede Jordskokker og slutte med en lækker Lun Hvidløgsbudding med Glaserede Hestekastanjer, Spyd og Persille. Hvis de herefter kunne spise mere, kunne de finde på at åbne en stor dåse mellemfine ærter og sidde lige så stille og bælle dem i sig, mens de hånddyppede vokslys brændte langsomt ned på det økologiske juletræ. Men sådan skulle det åbenbart ikke blive i år. Fadeburet var gabende tomt, der var ingen vokslys og intet juletræ. Ja der var end ikke en enkelt forpjusket potteplante tilbage, som de kunne hænge kræmmerhuse på og danse rundt om i mangel af bedre.

Bedst som julesulten gnavede i deres tarme, ringede det på døren. Det var den røde mand, det kære gamle postbud, der stod udenfor, skæv og nedslidt af julens mange ombæringer. ”Der er kommet en gevaldig pakke til jer”, sagde han gavmildt – ”Den er fra tante Agathe ovre i England”. Gunhild vidste ikke af nogen tante Agathe, men glad blev hun, navnlig da hun åbnede pakken og så, at den ukendte slægtning havde sendt dem

8 blomkålshoveder,
3 dåser mellemfine ærter,
60 hestekastanier,
2 ranker hvidløg,
3 fodboldstore ranunkler,
5 små fedtfattige fennikler,
1 stor pose håndhøstede valnødder,
20 pund jordskokker,
1 miljørigtigt juletræ,
48 vokslys,
5 liter syrefri saftevand og
1 stor dusk persille.

Og nu var Thorbjørn kommet til huse. Gunhild og Gry var ellevilde af glæde. De herlige juleretter stod og dampede på bordet, saftevandet blinkede i pokalerne - og bedst af alt: lillefar var hjemme igen. Nu kunne intet ødelægge deres juleglæde. Selv Thorbjørn havde fået glans i de gamle nærsynede forskerøjne. Der var noget han glædede sig til, fromt og kønt, som et lille barn. Det kunne han ikke dølge.

På kun tre timer var menuen sat til livs, og ingen kunne klemme mere ned. Ikke en eneste lille mellemstor ært var der plads til. Inspektøren rejste sig fra sin stol med et diskret aristokratisk bøvs og sagde muntert: ”Nå, piger, hvis I tager ud af bordet, så lufter jeg lige hunden så længe”, og kort efter hørte man hans knirkende skridt i frostsneen udenfor. Gunhild og Gry tog lydigt af bordet og satte vand over til kamillete. Men efter halvanden time, da teen forlængst var blevet lunken i keramikkrusene, begyndte de at føle sig underligt til mode. Thorbjørn plejede ikke at være så længe ude med hunden. Ja han plejede egentlig slet ikke at give sig af med at lufte hunden. Og værst af alt: - kendsgerningen ramte dem begge som en tøjrekølle: familien havde slet ikke nogen hund!!!

På dette tidspunkt fandt museumsinspektør Thorbjørn Svagstrøm sig selv siddende mageligt i en polstret Business Class SuperBest Gold Ribbon lænestol med et stort glas alkoholfri cognac i hånden. Thorbjørn kastede et diskret blik på sit spejlbillede i sidemandens blanke champagnekøler og så et ansigt, præget af ultimativ julefryd. Han var nu på vej til London for at aflægge et sidste besøg hos Agathe. Gunhild kendte ikke noget til dette forhold, men hun havde ingen årsag til skinsyge. Forholdet var af rent forretningsmæssig art - Thorbjørn havde altid vidst at holde gulerødderne for sig selv. Nej, tante Agathe var ingen anden end den legendariske forretningskvinde Agatha Christie, bestyrerinde af et anerkendt internationalt auktionshus. Det var hende, der i al diskretion havde solgt de mange hundrede fine museumsgenstande, der alt for længe havde stået og samlet støv og trukket mug i museets uhumske magasiner. Nu skulle de i stedet sprede glæde rundt omkring hos sympatiske private samlere, der virkelig forstod at værdsætte genstandene efter fortjeneste og som ville passe og pleje dem med den hengivne opmærksomhed, som kun træffes hos kendere og liebhavere. Dette var, følte Thorbjørn med sig selv, i fuld overensstemmelse med regeringens visioner om privatisering, forenkling og rationel museumsdrift. Samtidig havde det løst de frygtelige magasinproblemer, der havde martret hans arbejdsplads i så mange år. Og de mange gode penge, som salget havde bragt for dagen og nu stod sikkert på en bankkonto dybt nede i Schweiz, havde omsider gjort det muligt for ham at realisere sin gamle drengedrøm: at kunne sidde mutters alene i 15-20 år under kokospalmerne på en fredfyldt sydhavsø og færdiggøre sin doktordisputats om ’Katalogiseringsprincipperne i Hertug Anton Ulrich af Braunschweig-Lüneburgs andet kunstkammer’.

Hjemme på Kartoffelrækken 49 i Bjæverskov sad to kvinder og ventede. Det var nu blevet Juledag, og far var stadig ikke kommet hjem med hunden. Da ringede det på døren. Telegram fra Tongaøerne.

KAERE GUNHILD OG GRY STOP I UNDRER JER NOK OVER MIN FORSVINDEN MEN JEG ER REJST BORT ET STYKKE TID FOR AT KONCENTRERE MIG OM ET SKRIFTLIGT ARBEJDE STOP LIGE SAA SAARE DET ER FAERDIGT KOMMER JEG HJEM IGEN STOP UNDSKYLD DEN LILLE HVIDE LOEGN MED HUNDEN MEN NAAR DET ER JUL HAR MAN DA VIST LOV AT DRIVE LIDT GAEK STOP I SKAL IKKE BEKYMRE JER OM MADEN MENS JEG ER BORTE VIL TANTE AGATHE SENDE GUNHILD AL DEN RAAKOST DER BEHOEVES SAA DER BLIVER RIGELIGT AT BESTILLE FOR DET GAMLE RIVEJERN STOP FORTSAT GOD JUL JERES HENGIVNE HUSBOND OG FADER THORBJOERN SVAGSTROEM CAND MAG MUSEUMSINSPEKTOER PALM GROVES 37 BAYWATCH BEACH TONGA ISLANDS