FOLKEKIRKEN – EN UDSAT ARBEJDSPLADS

af Ole Beuchert Olesen

Man kan somme tider få det indtryk, at kirkens folk er mere stridbare end andre mennesker, men det er dog næppe tilfældet.

Kirken som arbejdsplads er derimod overordentlig skrøbelig, sårbar og udsat, og det er uden tvivl derfor, der så let opstår problemer og konflikter.

Nogle nøgleord kunne være:

• Rådvildhed: Den mangler en klar målsætning for hvad det kirkelige arbejde egentlig består i.
• Mismod: Der opstår let tvivl om arbejdets relevans. Nytter det alt sammen?
• Usikkerhed: Der stilles meget få klare krav til kirken fra det omgivende samfund.
• Planløshed: Arbejdsopgaverne kan forekomme diffuse og endeløse.
• Forvirring: Der savnes en effektiv ledelsesstruktur.
• Hjælpeløshed: Kirken savner midler til at løse egne konflikter.
• Dilettantisme: Kirkens ledelsesfunktioner er lagt i hænderne på 2000 uprofessionelle arbejdsgivere (menighedsrådene).
• Kortslutning: Ledelsesarbejdet hæmmes af dårligt koordinerede og indbyrdes krydsende kommandoveje. Har den kirkeligt ansatte et problem, kan han/hun i flæng henvende sig til sognepræst, personalekontaktperson, kordegn, provst, menighedsrådsformand eller biskop. Han/hun vil ofte være i tvivl om, hvilken instans der er den rette (og det vil instanserne muligvis også selv).
• Svigtende tilsyn: Det sker kun sjældent at provst og biskop blander sig i hvad der foregår i de enkelte sogne. Det gør de normalt kun, hvis der foreligger konkrete klager over forholdene.

Passivt tilsyn

Biskop og provst blander sig normalt ikke i hvad der sker i sognene, heller ikke i de tilfælde, hvor de uofficielt er vidende om at der er problemer. Antagelig vil de undgå at virke kontrollerende og formynderiske. Denne liberale fortolkning af tilsynspligten kan imidlertid let betyde at tilsynet først bliver aktivt, når problemerne har vokset sig så store, at det er umuligt eller uhyre vanskeligt at løse dem tilfredsstillende.

Nødvendigheden af at klage

Hvis man som kirkeligt ansat ønsker hjælp fra provst og biskop, vil det ofte være nødvendigt at man formulerer og fremsender en klageskrivelse. Det er vigtigt, at en sådan klage er præcis og veldokumenteret. Hvis kordegnen altså føler sig chikaneret af præsten, og ønsker at involvere tilsynet, kan hun således blive nødt til at nedfælde sin kritik af forholdene i en skrivelse og sende den til biskoppen. Denne klageskrivelse bliver herefter forelagt præsten til udtalelse, og det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvad sådanne skriftlige manøvrer kan betyde for det fremtidige arbejdsklima mellem de to. Men det er nødvendigt: hvis kordegnen undlader at klage, sker der nemlig ingenting, og chikanen fortsætter som hidtil. Hun har altså valget mellem pest og kolera.

Skriv efter brandvæsenet

Som udrykningstjeneste betragtet karakteriseres 'systemet' af en betragtelig træghed. Det svarer lidt til en situation, hvor brandvæsenet først rykkede ud med slukningskøretøjerne, når de havde modtaget og sagsbehandlet en skriftlig anmodning fra brandstedet.

Manglende professionalisme i ledelsen

Den professionelle kvalitet af menighedsrådenes arbejde er meget svingende. Der findes et glimrende regelsæt, der omfatter næsten alle tænkelige områder og situationer, og de ansatte kan for så vidt være ganske trygge ved at tingene går ordentligt for sig, under forudsætning af at reglerne bliver fulgt.

Imidlertid er det meget forskelligt hvordan reglerne bliver håndteret; det afhænger bl.a. af om der sidder en jurist eller et juridisk hoved i rådet, som har sans for de dele.

Mangen en kirkelig konflikt kunne have været undgået, dersom rådene kendte og overholdt spillets regler.

Når reglerne overtrædes eller tilsidesættes, sker det ofte på grund af ukendskab til dem, men årsagen kan også være, at man mener at overholdelse af regler er udtryk for noget negativt: mistro, fagforeningsmentalitet eller paragrafrytteri.

Det er en udbredt mening, at regler er noget man først tager frem og overholder, hvis der er krise - ellers behøver man jo ikke tage det så tungt med formaliteterne.

Men hvis der så bliver brug for reglerne, er man ude af vanen, og det kan få en tilspidset situation til at blive yderligere skærpet, hvis man hele tiden skal påberåbe sig reglerne og alle skal til at lægge deres vaner og rutiner om.

Det ville være en stor hjælp, hvis provstiet havde tilknyttet en jurist eller anden uddannet person, der kunne deltage i menighedsrådsmøder, fungere som mødedirigent og hjælpe med til at alt gik rigtigt for sig, også mellem møderne.

Svagt rekrutteringsgrundlag til menighedsrådene

Menighedsrådene fungerer meget forskelligt fra sted til sted. Men det siger sig selv, at de sogne, hvor menighedslivet skranter, er der heller ikke nogen ideel basis for et sundt sognedemokrati. Der meldes mange steder om vanskeligheder med at få aktive og energiske folk til at engagere sig i rådsarbejdet, og det er almindelig kendt at man i mange sogne må ud at håndplukke og overtale folk til at gå ind i arbejdet, selv om de slet ikke føler sig knyttet til kirken. Ofte er det præsterne, der må påtage sig at motivere nye folk til at gå ind i arbejdet, og det betyder jo let at en del af menighedsrådet består af personer, der som udgangspunkt føler mere tilknytning til præstens person end til menigheden, gudstjenestelivet og det øvrige kirkelige arbejde.

Inhabilitet

De 'præsteplukkede' menighedsrådsmedlemmer kan komme i en vanskelig situation, hvis der opstår konflikter, hvori præsten er involveret. De vil ofte have svært ved at betragte sådanne sager fuldstændig uhildet. Måske er præsten i forvejen ens gode ven, kunde eller nabo.

Øget professionalisering af det kirkelige arbejde

Den professionalisering, der på mange måder er Folkekirkens styrke i dag, kan også betragtes som en af dens største svagheder.

Det er ikke uforståeligt, hvis kirkegængerne føler sig som tilskuere til et forløb, som andre arrangerer for dem. Men der er kun én ting, der gør det berettiget at opretholde 2.000 danske sogne, og det er eksistensen af 2.000 danske menigheder: 2.000 samfund af mennesker, der har fundet sammen omkring et evangelium, en livsanskuelse og nogle fælles mål. Det giver mening at have 2.000 kristne celler, der hver især fejrer gudstjeneste i deres egen kirke, men det giver ikke mening at have 2.000 offentlige gudstjenesteanstalter, der konkurrerer indædt om at hverve kunder fra hinanden ved at have endnu bedre prædikanter, endnu flottere kirkemusik eller endnu mere hippe kulturtilbud end naboerne.

Det er ikke uproblematisk at foreslå en afprofessionalisering af kirken - det vil jo uvægerligt resultere i en kvalitetssænkning - men dersom en sådan proces blev påtvunget udefra, af økonomiske grunde, kunne det måske vise sig at der dannedes aktive menigheder omkring de kirker, der ellers ville lukke på grund af pengemangel og underbemanding.

Et sådant menighedsliv, baseret på aktivitet og opgavefordeling, ville være en parallel til menighederne omkring de såkaldte selvbyggerkirker, der opførtes for en generation siden. Disse kirker blev bygget af frivillig arbejdskraft, fordi byggeriet ikke kunne betales af ligningsmidlerne. Ville man have en kirke, måtte man bygge den selv, og det gav næring til et menighedssammenhold, som kunne give mange veletablerede sogne anledning til misundelse.

Men udviklingen går i den modsatte retning. For en generation siden var det overalt frivillige, der bagte, lavede kaffe, pyntede bord og vaskede op, når der var menighedsmøde eller kirkefrokost. Nu har kirken mange steder personale ansat til den slags, og opvasken klares af en maskine. Mammon har således stækket initiativet, kølnet engagementet og svækket offerviljen.

Professionelle medarbejdere - uprofessionel ledelse

Det voksende antal medarbejdere og den stigende professionalisering medfører at kirken i stigende grad kommer til at ligne en almindelig arbejdsplads. Denne omstændighed, parret med stigende bevidsthed omkring rettigheder og arbejdsmiljø, gør at kirkerne nødvendigvis må fungere som rigtige arbejdspladser med alt hvad dette indebærer af ledelses-professionalisme. Men kirken er støvsuget for professionelle ledere i en sådan grad at den er forsvarsløs mod forskellige former for misbrug og diverse 'arbejdspladssygdomme'. Der er intet i systemet, der forhindrer at det går galt, og de problemer, der kunne have været løst professionelt, vokser sig så store, at raske mennesker sygemelder sig, og dygtige medarbejdere bryder sammen, bliver fyret, søger væk eller går over i andet erhverv. Den enkelte personsag bliver taget alvorligt nok, men de grundlæggende årsager til alle problemerne bliver der sjældent gjort noget ved, og de nye personer, der bliver ansat sådanne steder, ryger ind i nøjagtig de samme vanskeligheder, som fik deres forgængere til at flygte eller bryde sammen.

Præsternes særstatus

Præsternes særstatus ville næppe være noget problem, hvis de var arbejdsledere, men i den aktuelle situation, hvor de ikke er det, og hvor de f.eks. skal kunne indgå i et ligeværdigt samarbejde med organisten, er det uheldigt at de to parter fungerer på forskellige vilkår:

• Præsterne er fødte medlemmer af menighedsrådet. Det er ingen af de øvrige ansatte.
• Præsterne påberåber sig en såkaldt forkyndelsesfrihed, der kan benyttes til at afværge mange former for kritik. Organisten og korlederen har ikke en tilsvarende musikalsk udfoldelsesfrihed, men må være klar til at stå til ansvar for hvad der bliver spillet og sunget.

Kritik-monopolet

Det er ikke længe siden at den kirkelige stab i et sogn bestod af præsten + præstens medhjælpere. Situationen mindede om en tandlægeklinik, hvor tandlægen bestemmer og regerer, omgivet af tjenende ånder.

I flere og flere sogne har denne situation ændret sig, så det minder mere om f.eks. en TV-station, hvor personalet har forskellige specialer og er eksperter på hver deres område og samarbejder i et team.

Omstillingen fra tandlægeklinik til TV-station er kun lige begyndt, og den kræver tilvænning fra alle parters side. Præsterne skal erkende at de skal indgå i et ligeværdigt samarbejde med andre, og de øvrige ansatte skal erkende at de har et aktivt medansvar, med alt hvad det indebærer af initiativer, samarbejdstiltag, personlig dygtiggørelse og interesse for arbejdspladsens øvrige funktioner.

Hvis man vil måle hvor langt denne proces er nået, kan man fokusere på fænomenet kritikmonopoler. Først når alle parter har lige ret til at kritisere hinanden, er balancen opnået. Flere steder er det utvivlsomt sådan, at det forekommer naturligt at præsten giver udtryk for sin kritik af andres arbejde, mens det betragtes som utidigt, hvis det omvendte finder sted.

Hvad nytter det? ... Tvivl om arbejdets relevans

Har man et flyttefirma, er man ikke i tvivl om hvad kunderne forventer, hvad arbejdet går ud på, og at det er samfundsnyttigt. Det samme gælder, hvis man har en fodplejeklinik, et revisionsfirma, eller en genbrugsbutik: dér er det indlysende at arbejdet gør gavn og opfylder klare behov hos borgerne, men kirkens folk kan komme i tvivl om nytten og relevansen af deres arbejde. Ofte føler de at de selv har til opgave at skabe behovet først - at det er en del af deres arbejde at overbevise folk om, at de har brug for kirken.

Relevansproblemet er nok størst for præsterne, og det er da også karakteristisk, at der er præster involveret i de fleste kirkelige arbejdspladskonflikter.

Trangen til at udpege den skyldige

Det ligger dybt i den menneskelige natur at udpege syndebukke. Dette fænomen undgås heller ikke på de kirkelige arbejdspladser.

En typisk problemstilling kan være: præsten er bekymret over faldende kirkegang, og får den idé at der ville komme flere i kirke, hvis organistens musik var lidt mere folkelig og iørefaldende. En sådan kritik af organistens musikpolitik (hans musikalske forkyndelse, kunne man fristes til at sige) kan blive tændsatsen til en alvorlig krise på arbejdspladsen.

Det modsatte kan vel i princippet også forekomme: at organisten eller kordegnen er bekymret over de tomme kirkebænke og udpeger præsten som problemets årsag. Dette fører dog normalt ikke til konflikt, da hverken organist eller kordegn betragter et svigtende kirkebesøg som deres problem, hvorfor de holder deres tanker for sig selv.

Mistillid til traditionen

Frustrationerne over manglende dynamik i kirkelivet resulterer ikke alene i at man prøver at finde de skyldige medarbejdere, men også i at man overvejer om årsagen kan ligge i selve gudstjenestens indhold. Ræsonnementet kan se således ud: vi holder os til traditionen, benytter en nedarvet liturgi og en klassisk salmeskat, og der kommer ikke ret mange i kirke - det er dermed sandsynliggjort eller måske ligefrem bevist at folk ønsker utraditionelle arrangementer uden liturgiens spændetrøje, og at de foretrækker at få Grundtvig og Kingo udskiftet med ting fra vores egen tid. Sådanne ræsonnementer kan let resultere i konflikter, typisk vil det være præsten, der forkaster traditionen, mens organisten, der fornemmer gudstjenesten som ét sammenhængende musikalsk forløb, protesterer mod formløsheden, der vil erstatte den liturgiske skønhed med small talk, jokes og afslappet samvær. Hvis der opstår konflikter mellem en præst, der mistror traditionen og en organist, der elsker den, går der let en masse kræfter og energi til spilde. Det kunne forekomme nærliggende at spørge menigheden hvad den synes om traditionen, men problemet er muligvis at der ikke er nogen egentlig, håndgribelig menighed, man kan spørge - og (vil præsten muligvis hævde) i øvrigt skulle vi jo snarere spørge dem der ikke kommer (fordi kirken er så gammeldags), hvordan de vil have det, for det er jo dem, vi vil have fat i.

Menighedsfællesskaber

Hvis man ønsker liv i kirken, vil det mest nærliggende vel være, at man først arbejder for at skabe et menighedsfællesskab, og at man derefter lader disse fællesskaber være med til at udforme rammerne og indholdet af gudstjenesten - menighedens ugentlige fest.

Men sådan ræsonnerer man normalt ikke, og ved ensidigt at fokusere på gudstjenestens form og indhold uden at opbygge en menighed spilder man sine kræfter.

Hvis man tror at kunne skabe en menighed ved blot at udskifte salmerne, liturgien og musikken, begår man en stor fejltagelse. Denne fejltagelse kan imidlertid føre til opslidende og irrelevante diskussioner for og imod traditionens bevarelse, og dette kan i sig selv være en stor belastning for arbejdsklimaet.

Traditionen er rodnettet

I øvrigt føler mange organister instinktivt, at uden den musikalske kvalitet og uden den liturgiske tradition vil højmessen visne og dø, hvorefter der næppe er andet end flad og overfladisk mødevirksomhed at sætte i stedet. Organisten kæmper altså for overlevelsen af en værdifuld tradition, men hans bestræbelser bliver ofte fejlfortolket som ufolkelighed, verdensfjernhed og finkulturel bedreviden.

Manglende respekt for organistens baggrund og arbejde

Ved at anfægte organistens glæde ved de nedarvede værdier anfægter man hele grundlaget for hans arbejde og selve rygraden i hans faglige virke. Præsten kan altså gøre meget ondt i sin reformiver. Han kan faktisk dræbe arbejdslysten, engagementet og selvtilliden hos kirkemusikeren. Her ligger nøglen til en stor del af personalekonflikterne i Folkekirken

Organisten har viet sit liv til at videreføre de gamle traditioner, og skal han udvikle dem i et nutidigt perspektiv, må det foregå i fuld respekt for det nedarvede. Gør man ham til hyggepianist, fortæller man ham også, at hans uddannelse, karriere og faglige livsindhold er uvedkommende og uønsket. Dette er en meget alvorlig sag, både for organisten og for den tradition, han elsker og kæmper for, og hvis man tror, man kan forlange hvad som helst af sin organist, bare fordi han får sin gode løn, kan man forvolde stor sjælelig skade. Dette er selvfølgelig ikke hensigten, men overfladisk dumhed, parret med populisme og mangelen på respekt for fagmandens arbejde, kan føre til sådanne ulykkelige resultater.

Den glemte menighed

Det er utroligt så lidt menighedens liv og vækst fylder i den kirkelige debat, og det er dog den, det hele står og falder med, hvis ikke man vil nøjes med en ren servicekirke, der står parat ved fødsel, pubertet, ægteskab og død. Samt juleaften.

Højmessen = menighedens søndagsfest

Højmessen er menighedens søndagsfest. Er der ingen menighed, bliver der heller ikke nogen fest. Så enkelt er det.

Espergærde, 3. august 2000
Ole Beuchert Olesen
www.oleolesen.dk