Fortryllende Drøm
Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm!
Du giækker de Arme, der søge omsonst
Hvad Hjertet begiærer, i Billed og Kunst,
Saa varigst de kalde hvad sikkert forgaaer
Som Timer og Aar!
På dette punkt var Grundtvig således ikke nogen typisk repræsentant for Guldalderen, hvor man ellers yndede at tolke sine drømme og længsler i billeder, toner og lyrik. Ganske vist var Grundtvig selv digter, men han opfattede åbenbart ikke sig selv som poet; han trådte frem som en forkynder og pædagog, der gjorde brug af rimede vers og sange med det formål at få ordene og budskabet til at fæstne sig i hukommelsen.
I en brevveksling med B. S. Ingemann giver Grundtvig udtryk for sit ganske nøgterne kunstsyn:
At nu ogsaa Aand lader sig spore i Haandens Kunstværker indrømmer jeg giærne selv i højere Grad og videre Ud-strækning end mit Øje er skabt og skikket til at opdage, men... du lægger langt mere Vægt, end jeg kan billige, på Aandens Spor i Bygninger, Malerier og Billedstøtter.
Det var egentlig meningen at
Grundtvigskirken skulle have rummet en statue af Grundtvig; det blev dog
aldrig til noget, og det var sikkert godt det samme. Endnu mere u-grundtvigsk havde det dog været, om man havde fulgt P. V. Jensen-Klint
og Ivar Bentsens forslag fra 1913 (samtidigt med forslaget om
Grundtvigskirken) og rejst en decideret mindehal, hvor en Grundtvig-statue
tronende i midten.
Dette ville grangivelig have mindet om et østligt gudetempel, og dermed
om den billed- og afgudsdyrkelse, som Grundtvig selv advarede imod.
