Det
er i grunden ejendommeligt, at Grundtvigskirken - det største monument,
der nogensinde er rejst på dansk grund, netop er bygget til minde om N.
F. S. Grundtvig, og at projektet tilmed kom til veje som følge af en
konkurrence om et kunstnerisk Grundtvig-mindesmærke. Sagen er nemlig, som
påpeget af rektor Niels Thomsen (Kristeligt Dagblad, 20. januar 2001), at
Grundtvig ikke brød sig meget om kunst.
Fortryllende
Drøm
Om
Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm!
Du giækker de Arme, der søge omsonst
Hvad Hjertet begiærer, i Billed og Kunst,
Saa varigst de kalde hvad sikkert forgaaer
Som Timer og Aar!
På dette
punkt var Grundtvig således ikke nogen typisk repræsentant for Guldalderen,
hvor man ellers yndede at tolke sine drømme og længsler i billeder, toner
og lyrik. Ganske vist var Grundtvig selv digter, men han opfattede
åbenbart ikke sig selv som poet; han trådte frem som en forkynder og
pædagog, der gjorde brug af rimede vers og sange med det formål at få
ordene og budskabet til at fæstne sig i hukommelsen.
I en
brevveksling med B. S. Ingemann giver Grundtvig udtryk for sit ganske
nøgterne kunstsyn:
At nu ogsaa
Aand lader sig spore i Haandens Kunstværker indrømmer jeg giærne selv
i højere Grad og videre Ud-strækning
end mit Øje er skabt og skikket til at opdage, men... du lægger langt
mere Vægt, end jeg kan billige, på Aandens Spor i Bygninger, Malerier
og Billedstøtter.
|
|
Det var egentlig meningen at
Grundtvigskirken skulle have rummet en statue af Grundtvig; det blev dog
aldrig til noget, og det var sikkert godt det samme. Endnu mere u-grundtvigsk havde det dog været, om man havde fulgt P. V. Jensen-Klint
og Ivar Bentsens forslag fra 1913 (samtidigt med forslaget om
Grundtvigskirken) og rejst en decideret mindehal, hvor en Grundtvig-statue
tronende i midten.
Dette ville grangivelig have mindet om et østligt gudetempel, og dermed
om den billed- og afgudsdyrkelse, som Grundtvig selv advarede imod.
|
|
|